fredag den 24. september 2010

Hjemme!

Fredag den 24. september 2010
Så er vi hjemme igen efter 12 fantastiske dage i Kina. Tak til alle der har hjulpet os på vejen incl. Eric Messerschmidt, JazzDanmark, DJBFA, Dmf, Martin Røen, Li Jang, Kåre, Ophelia og resten af Det Danske Kulturinstitut, Semko, Ulla og hele EXPO-staben, Morten og Sine og alle I andre. Det har været en fantastisk oplevelse!
Vi ses igen til næste år!
KH Ditte og Søren

Festivaaaallll

Torsdag den 23. september 2010
I forgårs spillede vi på Nine Theater i Beijing. Et lille teater med en fin scene, anlæg og lydmand. Men desværre også et noget smadret flygel og et Yamaha keyboard fra start-80'erne med rytmeboks og 3 oktaver og ingen midi, hvilket gjorde det lidt svært, for ikke at sige umuligt at hooke op med Mac'en og ableton Live, som vi er blevet så glade for. Men det gik og det blev en fin lille intim koncert omend ikke turens højdepunkt rent musikalsk.
Det blev det heller ikke dagen efter, men til gengæld på alle andre områder. Vi er hyret til at spille på "Funhill Music Festival", men det, vi forestiller os, er en lille intim folk-festival, viser sig at være en kæmpe udendørs rockfestival med fire scener, hvoraf den største er på størrelse med grøn-rock. Og JA, det er der vi skal op! Det er stadig en gåde for os hvordan man kan høre vores CD med stille improvisationer for akustisk klaver og sang, og efterfølgende tænke: "Det passer perfekt til den her kæmpe rock scene med lysshow og storskærm og 2000 stående publikummer på en stor mark, der vejer med bannere og drikker fadøl!!! Vi putter dem bare ind i mellem de her to lokale 8 mands heavyrock bands og ser hvad der sker." Det er vist kun i Kina sådan noget sker!
Ikke desto mindre var det sindssyg sjovt. Vi skruede op for beats'ene og elecronica-delen og Ditte sang af sine lungers fulde kraft så højt hun havde lært, så alle klappede og råbte juhu :o)
Efterfølgende var der direkte interview i kinesisk radio og vi følte os som rockstjerner for en dag :o)

mandag den 20. september 2010

Beijing, Koncert på CD Jazz Club

Mandag den 20.september
Ankom til Beijing i går og tjekkede ind på dejligt luksus hotel med friske orkidéer på sengetøjet og håndklæderne foldet med origamisk opfindsomhed!
Koncert på CD Jazz Club samme aften. Fantastisk sted og stemningen helt i top. Har lagt videoer på YouTube. Se HER.
I øvrigt har vi nu endelig fået hacket den firewall med hjælp fra vores nye ven, VPN...

torsdag den 16. september 2010

Kina Blog

Dag 1, mandag den 13.september 2010

Efter 15 timers rejse med mellemlanding i Helsinki er vi endelig fremme i Shanghai. Klokken er 8 morgen Shanghai-tid, men 2 nat DK-tid og vores kroppe føler sig lidt snydt over sådan at springe natten over. Hotellet er fundet + en aktiv netforbindelse. Bare for at finde ud af at Kinas "great firewall" forhindrer brug af alle worldwide sociale medier, inklusive facebook, myspace og ja, også den blog på blogspot, som vi møjsommeligt har forberedt hjemmefra.


Heldigvis har vores gode venner fra YourWaves tilbudt at hjælpe med at poste, så vi lader os ikke stoppe af den slags kommunistisk informations-kontrol.

Shanghai er en gigantisk neonbelyst storby med næsten lige så mange biler som mennesker, hvilket udmyndiger sig i et sandt inferno af larm og os og kulørte lamper. Men midt i dette virvar har vi allerede fundet en lille oase i form af cafeen Chabrol. Tre unge kinesiske fyre har fundet sammen om en fælles passion for franske film! og har åbnet dette meget lille charmerende sted med filmplakater på væggene og Jobim på anlægget. Ren dagligstue hygge!

Dag 2, tirsdag den 14.september 2010

Turens første koncert, velgørenheds-koncerten for "Morning Tears" blev desværre aflyst. Arrangementet flyttes en måned frem pga regn. "Morning Tears" hjælper bl.a. børn, der er blevet forældreløse på den ene eller anden måde. http://www.morningtears.com/

I stedet har vi været på opdagelse i storbyen.


Dag 3, onsdag den 15. september 2010

Koncert på EXPO. Fantastisk koncert! Fantastisk publikum! og Fantastisk organisering. Sikken en oplevelse! Og så havde vi endda fornemt besøg af den danske klima- og energiminister Lykke Friis med stab, som overværede en del af koncerten.

Hele dagen gik med forberedelser til koncerten på den Danske Pavillon. Vi havde iøvrigt hjemmefra arrangeret at koncerten blev dokumenteret både på video og foto, så når vi får redigeret det hele, skulle der gerne komme en lille RØST på EX

PO Musik Video ud af det!

Aftenen sluttede iøvrigt ganske perfekt med en VIP-fest på taget af den Svenske Pavillon! (Det er herfra billedet af den Danske Pavillon er taget)

Dag 4, torsdag den 16. september

Vi skulle have spillet koncert i nabobyen Hangzhou i dag, men da det har været umuligt for dem at skaffe et klaver aflyser de. I stedet bliver vi inviteret på sightseeing. Kl 8.30 bliver vi hentet ved hotellet og kører 3 timer gennem tæt trafik til Hangzhou. En lille flække med bare 8 millioner indbyggere. Men hvad vi troede var en helt straight sightseeing-tur med småkedelige seværdigheder, viser sig pludselig at være noget helt andet! Vi skal ind og se deres Festival & Event Administration Office, men inden vi får set os om, er vi bænket i verdens største læderstole med verdens bredeste armlæn sammen med chefen himself, Mr. Wen, + en referant og vores to guider, hvoraf den ene fungerer som tolk. Det viser sig, de gerne vil have os ned og spille til næste år til deres årlige West Lake Expo Festival. Vi får forhandlet en pris og lavet aftaler om fremsendelse af relevante papirer og forlader mødet med et solidt håndtryk fra Mr. Wen og et "see you next year"!!

Og nu da "forretningerne" er overstået, er det tid til en ordentlig traditionel kinesisk frokost. Meget fint VIP rum i meget fin restaurant. På vejen når vi lige at se akvarier på stribe med forskellige fisk og krabber. Ja, det skal jo være friskt! Og hvilket måltid! 12-15 retter i midten på et stort drejebord, deriblandt både saltet krabbe, ko-tæer og små fisk og rejer på spyd, der spises hele med både hoved og skal!

Dagen sluttede med sejltur på deres berømte sø, West Lake, og shopping-tur på et traditionelt kinesisk marked, hvorefter vi blev sat på toget hjem til Shanghai. Alt betalt og koordineret ned til mindste detalje. Sikken en tur!


søndag den 12. september 2010

På vej til Kina. part 1.

Det er ca 3 år siden vi sendte den første mail og dermed påbegyndte forberedelserne til denne tur.
Nu sidder vi i lufthavnen med kufferten fuld af loop-pedaler, ledninger, CD'er, shorts og solcreme.
Meteorologerne siger 30 grader i Shanghai, hvor vi altså lander om ca 17(!) timer fra nu.
Turens koncert-program ser foreløbig ud som følger:


14/9 Odense Pavillonen - Velgørenheds arrangement for "Morning Tears", Shanghai
15/9 EXPO - Den Danske Pavilion, Shanghai
16/9 Hangzhou
17/9 Odense Pavillonen, EXPO, Shanghai
19/9 CD Café, Beijing
20/9, 21/9 Changoyang 9 Theatre, Beijing
22/9 Funhill Festival

Og så er det tid til Check-in!
All the best!
RØST
Ditte og Søren